Kort og godt om at lave din egen krabbefanger.

  • Bind en tøjklemme i en snor
  • Sæt evt. en møtrik eller bly på snoren
  • Krabber er nærmest altædende, men musling er et sikkert hit som madding.

Husk at lukke krabberne ud igen

Fang krabber
Krabber jager egentlig mest om natten, men med krabbefangeren og god madding, kan du lokke de sky dyr frem selvom det er dag. Fisk med krabbefangeren efter krabber under en badebro - eller mellem stenene i en høfte. Krabberne kan lugte kødet som sidder i klemmen - og vil komme frem og tage fat i det med deres klosakse. Og så skal du være både rolig og listig. Hejs og løft roligt både krabbe og klemme op gennem vandet - og vær evt. klar til at fange krabben med et net - eller løft den hele vejen op i en spand.
 
I spanden
Du kan let have flere krabber i samme spand. Læg mærke til, hvordan de bevæger sig rundt imellem hinanden. Hvad gør de stærkeste? Og hvad gør de svageste? Hvad sker der, hvis du lægger et lille stykke madding derned? Pas godt på dine krabber - de skal have det godt, mens du har ansvar for dem.
 
Hold en krabbe
Krabber ser jo drabelige ud, med skarpe klosakse. Men hvis du fanger en krabbe, kan du godt holde den i hånden. Tag stille og roligt fat om bagkroppen. Måske vil krabben forsøge at komme fri vha. sine klosakse, så det er vigtigt at få fat så langt bagud, at den ikke kan nå dine fingre. Du kan også bare holde den på en flad hånd eller med begge hænder formet som en skål. På denne måde er det nemmere at kigge på krabben, idet den er mere rolig. 
 
Han eller hun
Du kan let undersøge de krabber du har faget, uden at de kommer noget til. Undersøg fx, om I har fanget en han eller en hun. Vend krabben om på ryggen - og kig efter, om halen er er trekantet og har tre led - for så er det en han. Hvis halen er mere afrundet , er det en hun. Kig evt. ind under hannens hale - og se dens to tissemænd!
  
Krabbevæddeløb
Når du har fanget alle de krabber du vil og kigget på dem, så er det tid at slippe dem ud i havet igen. Det er sjovest at gøre med et krabbevæddeløb. Tag spanden med krabber - og bær den nogle meter op på stranden. Sats på, hvilken krabbe I hver i sær tror vil komme først ned til vandet. Hæld krabber og vand ud - og se hvem der kommer først!

Læs mere om krabber og hvordan du fanger dem på Skoven i Skolen...